Rollespil

Rollespilsuniverset er en totaloplevelse, hvor alle er skuespillere, og alle er tilskuere.

Aktører i deres egen historie

Rollespil (levende rollespil) er teater uden tilskuer, manuskript og faste replikker, men hvor alle har en rolle. Handlingen er ikke givet på forhånd, alle er hovedpersoner, uendelige valg og muligheder ligger åbne for spilleren.

Spilleren handler og agerer ud fra den rolle, som man selv har valgt – det kan være en rolle, der er langt fra ens egen personlighed, eller tæt på hvordan man ville gøre i den ”virkelige” verden.

Rollespilsuniverset er en totaloplevelse, hvor alle er skuespillere, og alle er tilskuere. Alle deltagere er aktører i deres egen historie. Det fleste rollespil tager udgangspunkt i en fantasiverden, inspireret af J.R.R. Tolkiens univers i ”Ringenes Herre” – med grimme orker, smukke elvere og tapre riddere. Det tilsat en hjemmelavet historie, der danner ramme om spillet, diverse udklædninger, sminke og selvfølgelig det alle forbinder med rollespil – våben lavet af liggeunderlag, latex og gaffatape.

Alle deltagere spiller sammen

Spillets arrangører skaber rammen for spillet, sådan at deltagerne spiller roller, der passer til historien og den verden, der spilles i.  Alle deltagere spiller sammen med de andre i spillet, også selvom man måske kæmper imod dem under spillet.

Man er alle sammen om at skabe en fælles historie. Taget fra Den Store Bog om Rollespil.

Pædagogiske processer i Rollespil

Vi mener det har en pædagogisk berettigelse

Når vi beskæftiger os med rollespil i klubben, gør vi det fordi vi mener det har en pædagogisk berettigelse. Ved at lade som om at være en anden, lærer barnet noget om sig selv.

Det at prøve at være en sortelver der har et andet moral kodeks end en selv, prøver børnene andre sider af dem selv af. Rollespil er en god mulighed for at udleve andre sider af sig selv, i en kontekst hvor det er tilladt.

Som en dreng sagde til et rollespilsarrangement: “Det er fedt at være til rollespil, der kan man udleve ens onde sider”.

I fritidsklubalderen er børnene i fuld gang med at udvikle deres identitet. Derfor har de brug for en arena hvor de kan prøve forskellige identiteter af. Ved at lege at være andre, lærer barnet mere om sig selv.

Værkstedsfærdigheder

I rollespil skal der bruges meget udstyr. Man skal være klædt ud, i rustning der passer til ens rolle. Og uden et våben dur helten jo ikke. I fritidsklubben har vi etableret et rollespilsværksted hvor der er muligt at lave læderrustning og ringbrynje, samt sværd, økser eller skjolde lavet af liggeunderlag og latex.

Rollespilsværkstedet er naturligvis godkendt af klubbens sikkerhedsrepræsentant og vi bruger kun ikke-giftige latexopløsninger og vandbaseret akrylmaling. I værkstedet bliver børnene udfordret på deres håndværksmæssige kunnen.

Grundfærdighederne for at lave rollespilsudstyr er ret basale – der skal ikke meget til at lave et flot latexsværd. Derfor er børnene involveret i hele processen, fra den indledende tegning til den afsluttende lakering.

Når barnet er fortrolig med processen, er personalet klar til at introducere nye udfordringer såsom mere kompliceret udsmykning og større våben.

Slåskultur

En stor del af rollespillet er kampen.  Børnene bruger de våben de selv har lavet, til at slås med hinanden med. Rollespillet giver mulighed for en legal måde at slås på.

Gennem et sæt lette regler, lærer vi børnene at have respekt for hinanden så ingen kommer til skade, og have det sjovt.

Vi lærer dem at slås respektfuldt, og dø en dramatisk og heroisk død. Slåskultur er et velkendt fænomen i pædagogikken. Især drenge har behov for at udfolde sig og afprøve sine  fysiske kræfter med andre. Ved at skabe en pædagogisk ramme for en slåskampen, kan vi lægge regler for hvordan man slås og gøre det legalt at slås.

Ved at være fysisk aktiv lærer barnet om sin krop og har muligheden for at opbygge en glæde ved fysisk udfoldelse.

Rollespil er en aktivitet for både drenge og piger

I de senere år på Sct. Georgsgården er flere og flere piger blevet interesseret i rollespil. Dette er et resultat af et målrettet arbejde af rollespils-pædagogerne i Skanderborg.

Vi har kreeret roller der kun kan spilles af piger og givet dem magtfulde magiske evner. Piger bliver ofte tiltrukket af andre aspekter af rollespillet end drenge. Hvor drenge ofte vælge fysisk stærke roller hvor det gælder om at kæmpe, er pigerne optagede af skuespil-aspektet af rollespil.

Derfor er de pige-specifikke roller vi har lavet ikke domineret af våben og muskler, men lægger op til fantasifuld rollespil og magiske kræfter som hypnose og visdom.

Arrangementer i Skanderborg

I fritidsklubben afholder vi rollespilsdage med andre fritidsklubber. Ca. en gang om måneden spiller vi med de nærmeste klubber, nemlig Klub’N i Højvangen, Klubben i Stilling samt Klubben i Bjedstrup.

To gange om året afholder vi Store Rollespil, der er et stort rollespil der involverer alle klubber i Ny Skanderborg Kommune. Der deltager omtrent 500 børn og en masse engagerede voksne. Læs mere om Store Rollespil HER. Pædagogerne på Sct. Georgsgården er en central del af dette arrangement.

En gang om året arrangerer Ungdomsringen et stort rollespil, hvor alle fritidsklubber i Danmark er inviteret.  Ofte varer rollespillet 24 timer og vi har mange børn der er interesseret i at deltage.

Vil du vide mere om rollespil på Sct. Georgsgården?

Kom ned og snak med en medarbejder der arbejder med rollespil til dagligt.

På Sct. Georgs Gården er vi optaget af at skabe de bedste mulige forudsætninger for det gode børne- og ungeliv

Kontakt osMød vores personale